Min Siel nu loffue herren (Psalm CIII) (Mogens Pedersøn)

Min Siel nu loffue herren,
Huad i mig er, hans hellige Naffn,
Sin Godhed hand oss giffuer,
Ti skalt du altid tacke ham,
Din Synd har hand vdslettit,
Oc lægt dine store Saar:
Dit arme Liff husualit,
Tager dig vdi for suar,
Met veldig trøst beskermer,
Som en Ørn sine unger giør:
Herren hans Christne vel trøster,
Som trængis i verden her.

Sin loff har hand os giffuit,
Sit hellig ord oc sammelund,
Sin godhed oss indliffuit,
Hans naade see wi allen stund,
Sin vrede lader hand fare,
Lønner icke som vi haffue tient,
Sin miskund ingen vil spare,
Til de ydmyg har hand sig vend,
Hans godhed er offuer alle,
Som gierne frycte hannem,
Vor synd lader hand bortfalde,
Oc aldrig vil tencke den.

Som sig en Fader forbarmer,
Offuver sine vnge børn oc smaa,
Saa giør oc Herren oss arme,
Naar wi hannem frycte saa.
Hand ved vor skabning er ringe,
Slet Støff oc muld foruist,
Ret som gres vdi enge,
Oc en urt som blomstrit har mist,
Naar værit hart paafalder,
Da findis det icke meer:
Saa gaar det med vor alder,
Vort endelig er oss nær.

Herrens miskundh allene,
Bliffuer nu oc euindelig,
Alt hos sin brud den rene,
Som hannem frycter hiertelig,
Oc holder hans bud oc villie,
Hand boer i Himmelen vist,
Hans engle hannem tiene,
Oc prise met høyer røst,
Den store Herre til ære,
Oc siunge hans hellig ord,
Min Siel hans Loff skal lære,
Nu offuer den gantske Jord.